BETALING: NU GÆLDER ÆNDREDE FRISTER

BETALING: NU GÆLDER ÆNDREDE FRISTER

"Udtrykkeligt aftalt" og "sagligt begrundet" - ellers er betalingsfristen maksimalt 30 dage

Den 1. marts trådte nye regler i kraft om længden af debitorers betalingsfrister, som Folketinget vedtog den 11. december som en ændring af Renteloven. Ændringerne er gennemført på grundlag af et EU-direktiv om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner, og betyder tillige, at kreditorer får ret til en højere rentesats og i erhvervsforhold til et kompensationsbeløb hos debitorer, der ikke betaler rettidigt.

Nogle virksomheder har under finanskrisen forsøgt at opnå finansiering ved at kræve meget lange kreditter (betalingsfrister) hos deres leverandører. Danske Speditører argumenterede med held over for Folketingets retsudvalg for, at muligheden for at regulere kredittiden, som er indeholdt i EU-direktivet, skulle bringes i anvendelse.

Betalingsfristen for kreditors tilgodehavende hos erhvervsdrivende er nu som standard højst 30 dage. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor kreditor har afsendt eller fremsat anmodning om betaling (som hidtil). Parterne kan aftale en længere betalingsfrist end 30 dage, men aftalen skal være udtrykkelig, og er betalingsfristen over 60 dage, skal den, ud over at være udtrykkelig, også være særligt begrundet.

Loven siger ikke, hvad der skal til for, at en betalingsfrist på mere end 30 dage er "udtrykkeligt aftalt" mellem erhvervsdrivende, eller for at en betalingsfrist på mere end 60 dage er "sagligt begrundet". Det vil i sidste ende blive afgjort af domstolene. Men det må anses for at gælde, at et generelt vilkår i en standardaftale om en betalingsfrist på mere end 30 dage ikke er nok til, at betalingsvilkåret kan regnes for udtrykkeligt aftalt mellem parterne.

Hvis parterne ikke udtrykkeligt har aftalt en længere betalingsfrist end 30 dage, kan kreditor efter de nye regler kræve kompensationsgebyr og morarenter efter 30 dage, også selv om længere kredittid fremgår af en standardaftale eller debitors almindelige forretningsbetingelser.

Betalingsfrist mellem en erhvervsdrivende og en offentlig myndighed er højst 30 dage. For nogle offentlige myndigheder, især i sundhedssektoren, vil betalingsfristen dog være 60 dage.

Det meste af renteloven forbliver uændret. Det gælder fastlæggelse af forfaldsdag og størrelsen og beregningen af gebyrer ved egen- og fremmedinkassation. Krav, der forfaldt før 1. marts 2013, forrentes med den hidtil gældende sats.

Om de forskellige satser og betingelser i forbindelse med forsinket betaling gælder, at morerentesatsen er ændret til 8 % + den fastsatte referencesats. Referencesatsen er som hidtil den officielle udlånsrente, som Nationalbanken fastsætter henholdsvis pr. den 1. januar og den 1. juli. Morarentesatsen udgjorde tidligere 7 % + den fastsatte referencesats. Ændringen gælder både i erhvervsforhold og forbrugerforhold.

Kreditor har krav på et fast beløb på kr. 310 ved en erhvervsdebitors forsinkelse med betaling. Beløbet er et engangskompensationsbeløb, som skal være med til at dække kreditors administrationsomkostninger ved rykning og inddrivelse af tilgodehavendet hos debitorer. Kompensationsbeløbet kan kun opkræves over for erhvervsdrivende, ikke i forbrugerforhold. Kompensationsbeløbet kan opkræves ud over allerede gældende gebyrer i henhold til renteloven. Det er fastlagt i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 105 af 31. januar 2013.

Kompensationsbeløbet forfalder straks ved debitors forsinkelse med betaling og lægges oven i eventuelle øvrige beløb, som kreditor har ret til, herunder rykkegebyrer og omkostninger i forbindelse med inddrivelsen. Retten til kompensationsbeløbet kan ikke udelukkes ved aftale.

For en kreditorvirksomhed betyder det, at den kan fortsætte med at inddrive debitorkrav som hidtil, dog ændres morarentesatsen fra 7 % til 8 % (+ den fastsatte referencesats). Desuden udløser debitors forsinkelse med betaling automatisk retten til kompensationsbeløbet.