Mere om norsk mindsteløn
De nye regler om norsk mindsteløn fra 1. juli 2015 vil alene være gældende for norske og udenlandske transportselskaber i situationer, hvor transporten er aftalt og betalt i Norge. Omvendt vil de nye regler IKKE gælde for den del af lastbiltrafikken til og fra Norge, der bliver aftalt og betalt uden for Norge.
Det fremgår af et svar, som Danske Speditører netop har fået fra den norske speditørforening (NHO Logistikk og Transport).
Det norske svar, som bygger på organisationens egen fortolkning af de nye regler, slår med andre ord fast, at det bliver afgørende hvor transporten bliver aftalt og betalt.
Hvordan danske speditører og vognmænd skal dokumentere dette kriterium over for de norske myndigheder står stadig hen i det uvisse, fordi der ifølge den norske speditørforening endnu ikke er lavet regler for hvilken dokumentation, der skal gælde. ”Det er overladt til arbejdstilsynet”, står der i svaret til Danske Speditører.