Høringssvar til forslag til lokalplan 1163 - udvidelse af Aarhus Havn

Høringssvar til forslag til lokalplan 1163 - udvidelse af Aarhus Havn

Hermed fremsendes Danske Speditørers og Østjysk Speditørforenings kommentarer til forslag til lokalplan 1163 om udvidelse af Aarhus Havn og områdets fortsatte anvendelse til dets oprindelige formål, hvilket vil sige anvendelse til havneaktiviteter og produktionserhverv med havneformål, herunder produktions-, transport- og logistikerhverv.

Grundlæggende gør det sig gældende, at Aarhus Havn med sin beliggenhed og kapacitet er af strategisk betydning for en stor del af erhvervslivet i, men ikke begrænset til, Midtjylland. Aarhus Havn og Aarhus by er i dag så integrerede, at de er blevet hinandens forudsætninger. Udviklingen af Aarhus by og Aarhus Havn bør derfor også i årene frem over ske i et tæt samspil.

For såvel den del af transport- og speditionsbranchen, der er til stede på Aarhus Havn i dag, som de transport- og speditionsvirksomheder der gerne vil betjene potentielle kunder på havnen, er der behov for nye og egnede arealer. Aarhus Havns markedsandel af såvel containergods som bulk er betydelig, og med eksempelvis etableringen af Grønlandsterminalen i 2022 er der behov for mere plads.  Det tilgodeses ved den foreslåede udvidelse.

Aarhus Havn har betydning for erhvervslivet både lokalt, regionalt og nationalt. Den infrastrukturelle rolle er væsentlig for at sikre stabile vare- og forsyningskæder. Selvom havneudvidelserne i Aalborg, Esbjerg, Frederikshavn, Skagen og Hanstholm også bidrager til logistikkæderne, så er Aarhus Havns betydning signifikant ikke mindst i en tid, hvor bindende klimamål og CO2-fortrængning også er nationalt prioriteret og uomtvistelig betydning. Det bør også være et politisk opmærksomhedspunkt, at Aahus Havn har en positiv betydning for klimaet. En de facto forskydning af transporten til eksempelvis Gdansk, Göteborg eller Hamborg er således miljømæssigt uhensigtsmæssigt og alene fravær af udvidelse vil derfor øge trængslen på vejene andre steder i Danmark.

For speditionsvirksomhederne har det således store konsekvenser for den logistiske effektivitet og dermed for deres konkurrenceevne, såfremt havneudvidelsen bremses.

Aarhus Havn er i dag en succesfuld ramme for en velfungerende erhvervsklynge, og den foreslåede udvidelse er en forudsætning for at bevare denne position.

På den baggrund anbefaler Danske Speditører og Østjysk Speditørforening et fuldtonet ”ja” til udvidelsen, som efter vores vurdering tilgodeser virksomhedernes behov, naturen, klimaet, biodiversiteten og ønsket om rekreative faciliteter.

Såfremt dette giver anledning til supplerende spørgsmål, står vi naturligvis til rådighed.

 

Med venlig hilsen

 

Danske Speditører

Martin Aabak, adm. direktør

 

Østjyske Speditører

Jan Dam Poulsen, formand